Kæreste kæreste Tøger
Hvor er jeg oprigtig ked af at høre at du er gået bort.
Du var en fantastisk formidabel journalist, altid fingeren på pulsen og et godt smittende humør. Du arbejdede som chefredaktør i Politikkens hus, og du var altid på pletten med dine kommentar.
Vi har mødt hinanden igennem årene, og for nogle år siden sagde du spøgefuldt, Annette du er en fighter.
Vi mødte hinanden den 20/12 2010 på Herlev sygehus, hvor du sad lige ved indgangen. Vi hilste på hinanden, og du spurgte mig høfligt om hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg var til stede på sygehuset 4 dage før jul.
Jeg forklarede at jeg skulle scannes for måske tilbagevendene kræft i højre side. Du så alvorligt på mig, med dine blide lyseblå øjne, og så tog du min hånd og sagde, Annette , når jeg er på toppen igen, så vil jeg gerne lave et godt interview med dig, hvad siger du til det ? den var jeg med på. Hvordan går det med dig sagde jeg . Jo tak det går fremad, og jeg skriver stadig sagde han , med et skælmsk lille smil i øjnene.
Kæreste Tøger jeg ved godt hvordan man har det, når man ikke er på toppen, og jeg kunne se på dig at du ikke befandt dig godt. Jeg besluttede mig for at give dig et stort kram, selvom jeg ikke kender dig så godt.
Tro det eller ej, dine lyseblå øjne glimtede et kort øjeblik, og jeg mærkede at vi begge blev grebet at situationen, det at vi befandt os på et hospital.
Kan du have det godt sagde jeg, og han løftede hånden og sagde, rigtig god jul og på gensyn.
Kære Tøger, jeg er sikker på at du nu sidder oppe i himlen og følger stadig med i hvad der sker i samfundet også ude i den store verden. Du er og vil blive savnet.
Stort kram fra en af dine mange fans.....Nette
Alle samfund har brug for en Tøger ( læs her )
